I en anderledes tegnefilmsstil i forhold til de film, der hidtil var kommet ud fra studierne, skabte Disney i 1961 et midlertidigt højdepunkt med 101 Dalmatians, en morsom og opfindsom kidnapningshistorie med dalmatinerhundene Pongo og Perdita og deres mange hvalpe i centrum. Den moderniserede, raffinerede streg passede simpelt hen perfekt til både historien og det londonske miljø. Og ikke mindst til filmens herlige skurk, radmagre Cruella De Vil.