Danser i mørket
Lars Von Trier var nok ikke blevet kendt ude i den store verden, hvis han havde lavet almindelige film, men det gør han heldigvis heller ikke. Han kan vel nærmest betragtes som en opfinder, der eksperimenterer en hel del med filmmediet. Havde det ikke været for hans “Dogme”-eksperiment og Breaking the Waves, havde Steven Soderberghs Traffic nok set helt anderledes ud, og tro mig, Traffic er ikke den eneste film, der er kommet ud af at kigge vores danske instruktør over skulderen.
Den håndholdte stil, som er vartegnet for “Dogme”-filmene, og som Trier selv bruger i Breaking the Waves og Dancer in the Dark, blev taget i brug med det formål at få filmene til at virke troværdige og tæt på virkeligheden. Filmene fremstår på sin vis som dokumentarer, men tag ikke fejl – det er fiktion!
I det højtflyvende mesterværk Dancer in the Dark følger vi Selma, en ung tjekkoslovakisk enlig mor, der er emigreret til Washington, USA. Langsomt er hun ved at blive blind, og selv om denne kendsgerning har en hård, sørgmodig virkning på os som tilskuere, synes Selma at være upåvirket. For at spare penge op til en operation, der skal forhindre sønnen, som har arvet hendes øjensygdom, i at lide samme skæbne som hende selv, arbejder hun som fabriksarbejder. Den sidste lidenskab, hun har tilbage i en verden, der er ved at syne væk fra hende, er musik og dans, så når virkeligheden synes for trist og grå og til tider decideret ond, flygter hun ind i en musical, der udspiller sig i hendes inderste hjerte.
Alle medvirkende gør det godt, men især Jean-Marc Barr (The Big Blue) og David Morse (The Green Mile) spiller fantastisk. Björk sælger sin karakter, Selma, så overbevisende, at både Björk og Selma har fået en evig plads i mit hjerte.
Det er i dag svært at sælge en musical til det (ikke så lidt) kræsne publikum. Når jeg forsøger at overbevise folk om, at Dancer in the Dark er en fornuftig investering, får jeg altid smidt i hovedet, at en film, hvor skuespillerne pludselig bryder ud i sang, er for uvirkelig og derfor ikke har deres interesse. Men det er jo netop pointen med den her film… DET ER IKKE VIRKELIGT! Du skal som tilskuer ikke acceptere, at der pludselig er nogen, der bryder ud i sang, for Trier har pakket det ind i et genialt koncept, hvor de musikalske indslag går hen og bliver uundværlige prikker i fortællingen. Se den, og du vil forstå!
Fra første øjeblik, Selma toner frem på lærredet, er man bevidst om, at man er steget om bord i den ultimative nedtur. Hele filmen er en overdrevent deprimeret tur ned i de dybeste afkroge af éns følelsesregister, men man nyder det til fulde, og jeg konstaterede – lykkeligt – at film stadig kan få mig til at knibe en tåre. Når sorgen bliver for ubærlig, finder man sig selv sidde og håbe på en sang, der igen kan hive én op, hvor himlen er idyllisk blå! Ser du den med store pupiller (!), vil du elske denne film!
