Filmen er et kærlighedsdrama om en kvinde på sit livs rutsjetur. Den verdensberømte danske balletstjerne Darling og hendes mand, koreografen Frans, vender under stor bevågenhed for første gang i årevis tilbage til København, hvor de sammen skal opføre klassikeren “Giselle” på Det Kongelige Teater. Men på en af de første prøvedage indtræffer katastrofen: Darling falder om med smerter, hoften er slidt op. Balletkarrieren er færdig. Frans må arbejde videre med en anden. Sønderknust forsøger Darling at redde sin plads i verden ved at holde sig tæt på sin kunst og sin mand. Hun begynder at træne sin unge afløser Polly op til rollen som Giselle. Men i takt med, at Polly begynder at folde sig ud som Giselle, begynder Darlings liv at smuldre.