Jørgen Leths eksperimenterende kortfilm Det perfekte menneske fra 1967 har altid været en kilde til inspiration og beundring for Lars von Trier, som i De fem benspænd udfordrer Leth til at genskabe filmen, 5 gange og under kreativt pres, med hårde regler og begrænsninger og på så forskellige lokaliteter som Cuba, Bombay, Bruxelles og Avedøre. Det er et spil fuldt af fælder og forhindringer, en sjælden opdagelsesrejse ind i filmens verden og en udforskning af essensen i det at lave film.
Den store danske dogmemester og prisvinder Lars von Trier (Breaking the Waves, Dancer in the Dark, Dogville) har siden midten af 1980’erne udfordret de gængse forestillinger om, hvad film er. Vores anden store filmmand, Jørgen Leth (Det gode og det onde, En forårsdag i Helvede, Nye scener fra Amerika), skal således tage denne udfordring op og spille rollen som den artige elev, der vil gøre alt for at stille sin drillesyge, urimelige og nærmest ondskabsfulde lærer von Trier tilfreds, alt imens han igen og igen konfronteres med fortiden, sin gamle film, og den måde, han i sin tid skabte den på.
Tekst fra pressemateriale