Folkekomedie af Erik Balling efter manuskript af Klaus Rifbjerg og med musik af Bent Fabricius-Bjerre. Morten Grunwald er sømanden Hans, som er på landlov. Han skal igen til søs, men vil naturligvis gerne være sammen med sin kæreste Trine (spillet af Daimi), når han nu en sjælden gang har mulighed for det. Afstanden mellem Frihavnen og Toftegårds Plads er dog brolagt med så mange forhindringer og misforståelser, at de to elskende først finder sammen dagen efter. Til gengæld får de hver for sig et par alternative oplevelser i byens natteliv.
Dette er en historie, som handler om helt almindelige mennesker. Trine får besked om, at hun kan vente sin kæreste Hans på besøg. Det er i sidste øjeblik, hvis hun skal nå at handle ind, for butikkerne er ved at lukke. Trine får travlt, men nyder husmoderrollen med bøffer, pommes frites og rødvin, stearinlys, dæmpet lys og hjemlig hygge. Alt det Hans længes efter – men også er lidt bange for. Hans’ tilværelse er fuld af uanede muligheder. Vejen fra Frihavnen til Toftegårds Plads er lang, når man, som han, synes at man skal stoppe op og hjælpe de ulykkelige mennesker, man møder på sin vej. Han kan ikke bare ignorere, at folk har det dårligt. Det er blevet ham en fiks ide. I Trines klublejlighed er der “køkkenfest”. Trine har opgivet at vente på Hans og kaster sig ud i festlighederne med stor energi. Søndag morgen vågner de begge med tømmermænd. De længes begge to og begynder at lede efter hinanden. Det er muligt at de finder hinanden – engang.
Tekst fra pressemateriale