Thomas Vinterbergs dogmefilm er nærmest blevet en klassiker, ikke mindst takket være et bestemt centralt moment. Det er Helge Klingenfeldts 60-års fødselsdag, og det skal fejres efter alle kunstens regler, men så stiller fødselarens ældste søn, Christian (Ulrich Thomsen), sig op og siger den berømte replik: “Jeg har skrevet to taler…” Han fortsætter med at afsløre en grusom familiehemmelighed. Christian anklager faderen for at have misbrugt ham seksuelt som barn og drevet hans søster til at begå selvmord. Mens middagsgæsterne kæmper for at finde en passende mine, overværer de samtidig værtsfamiliens sammenbrud.