En Frække Frida gemmer der sig i os alle. Huler, hemmeligheder, kyssemetoder og drømmen om at blive dagens helte, ved at afsløre nogle slemme banditter. Forældrene er bare til besvær, og når man endelig vil tage sig af serveringen for gæsterne, går det på en eller anden måde også galt. Surt, for man ville jo bare gøre det så godt.
Lykke Nielsen omsatte det bedste af det bedste fra sine bøger til denne film. Børnene var lykkelige for at spille med og udtalte på et tidspunkt, at de godt kunne tænke sig at spille med i flere film. Sådan skulle det ikke gå, men filmen står tilbage som en sød og sjov hverdagshistorie, hvor der er billede på børnenes inderste ønskedrømme: At få lov til at være sig selv uden al for megen indblanding udefra. Undervejs i filmen går børnene grueligt meget igennem, inden de serverer skurkene for myndighederne, men det er jo også sådan, en børnefilm skal være.