Den 18-årige Vibeke Henningsen er elev på en stor moderne skole. Hun er enebarn, og hendes forældre, som begge er selverhvervende, har ikke ofret den fornødne tid på Vibekes opdragelse. Hun er født med en stridbar og vanskelig karakter, og da hun bliver rykket ned fra 3. G til 2. G efter en prøvetid, retter hun al sit had mod en af skolens mest afholdte lærer, lektor Poulsen, som hun direkte giver skylden. Lektor Poulsen forsøger på sin måde at hjælpe Vibeke, men hun vil ikke glemme sin “ydmygelse”, og efter et stort bal på skolen tager begivenhederne en overraskende vending.