I en lille provinsby bliver der vendt op og ned på alting efter en nat, hvor nogle af indbyggerne ser en nøgen mand gå rundt. Hvem er han? Historierne vokser i takt med usikkerheden, og man opretter en kriselinie, Det Tavse Øre, hvor alle kan ringe ind med deres problemer. Anonymt selvfølgelig. Bag telefonerne sidder blandt andet byens dameglade forfatter og den altid vrede Erling. Lone Scherfig har instrueret denne underfundige lille film, som hun har skrevet sammen med Niels Hausgaard. Så er der dømt dansk hygge.
Tekst fra omslag:
Lone Scherfig har instrueret en ny stærk dansk film, der med et farverigt persongalleri giver et kærligt og humoristisk portræt af en by et sted i den danske provins. Manuskriptet er skrevet fra dag til dag under selve filmoptagelserne i samarbejde med Niels Hausgaard.
Lars Kaalund spiller den charmerende tunghøre apoteker der er uvidende om sit eget kvindetække, Peter Gantzler er en sammenbidt enspænder, der falder pladask for den sky Margrethe (spillet af Ann Eleonora Jørgensen), og Mia Lyhne spiller den hemmelighedsfulde ekspeditrice, som byens boheme bejler til. Byens omdrejningspunkt er den utrættelige Myrtle (Bodil Jørgensen), der forsøger at afsløre hvem af byens borgere, der i en sen nattetime menes at være set snige sig langs en husmur – nøgen.
Hjemve er en rørende komedie om menneskene i et lille bysamfund, hvor man ikke tør stole på hinanden, og hvor en fjer hurtigt bliver til fem høns. Heldigvis har en lille gruppe mennesker mod til at gå imod stemningen. Med deres insisteren på sammenhold og menneskelig tillid tager de kampen op for ikke bare at redde byen, men også hinanden.
Tekst fra pressemateriale