Mifune sang sin sidste sang. Nicholas Winding Refn blødte. Susanne Bier underholdt den eneste ene. Vi lo, græd og kedede os i året før årtusindskiftet. Men vi var også glade for at lægge lommetørklæderne på hylden og (endelig) se den første rigtige danske actionfilm, der i rappe replikker, stunts, festlige figurer og dødsfald kunne måle sig med hårdkogte amerikanske actionbrag. Jeg taler selvfølgelig om Lasse Spang Olsens I Kina spiser de hunde.
Arvid er en stille kedelig bankrøver, som en dag bliver offer for et bankrøveri. Han tager sig gevaldigt sammen og overmander røveren og bliver dagens helt. Men samme aften opsøges han af røverens gravide kæreste, som fortæller, at de skulle bruge pengene til deres barn. Arvid får dårlig samvittighed og opsøger sin småkriminelle bror (mesterligt spillet af Kim Bodnia, der får Arnold, Sylvester og Bruce til at ligne Rip, Rap og Rup), og så begynder historien bare at køre derudaf.
Et mesterligt manuskript af Anders Thomas Jensen (Oscar-vinder), der formår, hvad ingen dansker har gjort før, at skrive en intelligent actionfilm med en twist så skarp, at du falder ned af stolen.
