Den lever ikke op til sin forgænger The Nightmare Before Christmas, men James and the Giant Peach er både flottere i selve animationen og mere ambitiøs i sine settings, og den er perfekt gennemført. Den er instrueret af samme instruktør og produceret af Tim Burton, men komponisten er blevet skiftet ud. Randy Newman (Toy Story) har stået for musikken, men hans sange til James and the Giant Peach er desværre ikke helt i topklasse.
Filmen er baseret på en bog af Roald Dahl og handler om en forældreløs dreng, der bliver umådeligt dårligt behandlet af sine to grimme tanter. En dag er der en mystisk mand, der giver James nogle magiske krokodilletunger, og så tager begivenhederne fart. På et ellers ufrugtbart træ gror der pludselig en fersken, som snart har gigantiske proportioner, og da James kravler ind i den, forvandles han til et insekt, møder en samling andre kryb, og sammen sætter de kursen mod det forjættede New York. Det er et magisk eventyr af den gammeldags slags, hvor det ikke gør noget, at helten virkelig skal igennem nogle grusomme ting, før han kommer sejrrigt ud på den anden side, og det er rejsen værd for både James og os.