Den københavnske VVS-mand, Keld Decker, bliver forladt af sin kone, Rie. Som hævn får han et firma med speciale i dødsboer til at tømme lejligheden, så hun ikke får noget som helst – men det betyder jo også at han ender med kun at have en madras på gulvet! Køleskabet er ligeledes tomt, og med manglende køkken-evner, ender han med at spise sig igennem menukortet på den lokale grillbar, der ejes af kineseren Feng. Feng har en søster – Ling – i Kina, som han gerne vil have til Danmark, så da Keld pludselig skal betale Rie 50.000 kroner, tilbyder Feng ham penge, hvis han vil gifte sig med Ling, så hun kan få opholdstilladelse i Danmark. Det hele skal naturligvis kun være proforma, men da først brylluppet er overstået, bliver Keld og Ling glade for hinanden. Lige indtil der sker noget uventet…