Britt og Claes har for kort tid siden mistet deres 12-årige datter i et trafikuheld, da hun cyklede hjem fra skole. De har haft svært ved at komme videre i deres liv, og det har påvirket deres venner og deres arbejde. Britt har været på orlov siden ulykken, men genoptager nu arbejdet som sagsbehandler hos kommunen – hun får en sag med en ung mor, der har svært ved at passe sit barn, og overskrider enhver regel om, hvor langt en sagsbehandler må gå. Claes derimod har ikke holdt fri fra arbejdet som arkitekt, men bryder nu sammen midt under et møde med nogle store kunder. Han bliver derfor bedt om at holde sig væk en tid, til han er ovenpå igen (en detalje han ”glemmer” at fortælle Britt, der stadig tror han passer sit arbejde hver dag). Imens går han med tanker om at kvæle den kvinde, der kørte bilen, der slog hans datter ihjel, og en skønne dag opsøger han hende – modet svigter ham dog, så han opgiver mordet! Alt imens dette sker, har Claes og Britt også problemer med at genoptage venskabet med deres bedste venner, der ikke kan forstå, at venskabet pludselig er ligegyldigt.