“My only purpose in life is to make people laugh!”
Stakkels Roger Rabbit. Det kan godt være, at han er en af de mest kendte tegnefilmsskuespillere (“Toons”), men det betyder ikke, at hans liv hænger sammen. Han kan ikke koncentrere sig om filmoptagelserne, fordi han mistænker kæresten Jessica for at være utro, og bedre bliver det ikke, da han bliver anklaget for mord. Roger har dog ikke tænkt sig at give op. Han søger hjælp hos den lurvede detektiv Eddie Valiant, der tidligere har arbejdet for Toons. Men Eddie har søgt trøst i flasken, efter at hans bror blev dræbt af en Toon, og Roger må bruge mere end sin sædvanlige charme for at få hans hjælp.
Bob Hoskins er fantastisk som Eddie Valiant, og Jessica Rabbit er den meste sexede tegneseriefigur nogensinde, godt hjulpet af Kathleen Turners rustne stemme. Men det er Roger Rabbit himself, der stjæler showet, når han som Bugs Bunny på speed fræser over lærredet.
Der er ingen tvivl om, at Who Framed Roger Rabbit er en moderne klassiker. Den er stadig en imponerende teknisk præstation, og humoren er tidløs. Samspillet mellem tegnefilmsfigurer og levende mennesker er mere end bare imponerende. Teknikken formår at skabe et helt nyt univers, som er 100 % troværdigt, og som man ikke kan undgå at blive hevet ind i. Synet af tegnede figurer og rigtige mennesker, der går side om side, er så gennemført, at man efter få minutter helt glemmer, hvor hamrende urealistisk, det hele er!