Den splejse knægt Hiccup bor i en knap så idyllisk viking by – omringet af klipper og brusende bølger – hvor hans far er høvding. Byen er plaget af drager, der med jævne mellemrum dukker op, brænder halvdelen af byen ad og æder hvad de kan få fat i af husdyr! Hiccup drømmer om at tage del i kampen mod dragerne, men han er for ung og for lille til at gøre sig bemærket.
Midt under endnu et natligt angreb lykkedes det Hiccup at skyde den legendarisk og mytiske Night Fury drage ned. Han finder den sårede drage dybt inde i den nærliggende skov, men da han hiver sin dolk frem, for at give den nådestødet kan han ikke få sig selv til at dræbe den.
Det viser sig hurtigt, at dragen slet ikke er så slem, når det kommer til stykket, og det går op for Hiccup at drager i virkeligheden er dybt misforståede væsner. Men kan han overbevise sin far om det, før han sender sine krigere ud for at udrydde de bevingede væsner een gang for alle? How to Train Your Dragon er en fantastisk, vellykket computer-animations film. Normalt foretrækker jeg, at mine animerede film er lidt mere skøre, helst med sådan en rigtig sort humor, men af en eller anden grund slog denne film alligevel drage-kloen i mig. Der er tale om en fuldstændig klassisk historie, der handler om at finde sit formål her i livet, og at man ikke må dømme en bog på coveret, men når sådan en historie bliver fortalt med charme og hjerte gør det ikke noget. (Nej, jeg græder ikke, jeg har bare fået noget i øjet.)
Filmens design og animation er også ret vellykket fra vores klodsede hovedperson Hiccup (med stemme af Jay Baruchel), til dragen Toothless, der bliver hans ven – den ligner på mange måder en kat og den opfører sig også som en!
How to Train Your Dragon er produceret af DreamWorks Animation, der tidligere har stået bag Madagascar, Kung Fu Panda og de afskyelige Shrek film, men jeg vil påstå, at denne film måske nok er en anelse mere henvendt til børn end de var. Instruktørerne Dean DeBlois og Chris Sanders lavede tidligere Lilo & Stitch, en anden af mine favoritter! How to Train Your Dragon har lidt til fælles med den, og det er sgu ikke helt tosset.