Tonny Jensen har det med at blive lidt voldelig, når tingene går ham imod. Derfor har han været dømt til indlæggelse for at få behandling. Nu er Tonny blevet udskrevet fra hospitalet, han får dog stadig medicin for at holde aggressiviteten nede. Hans advokat har fået gennemtrumfet at Tonny igen må se sine børn efter sin skilsmisse – 5 timer om måneden! Tonny beslutter at tage børnene med i biffen, men filmen er en stor skuffelse, og Tonny vil have sine 471 kroner for billetter og popcorn tilbage. Da det ikke lader sig gøre, melder han sig som statist til instruktørens næste film, for at komme tæt nok på til at indhente sit tilgodehavende. Tingene udvikler sig imidlertid ikke helt som ventet – og Tonny ender på hospitalet med noget nær samtlige knogler brækkede. Hans advokat råder ham til at søge erstatning, men det afviser Tonny – han vil i stedet være med til at skrive og instruere den nye film! Filmen bliver en stor succes og bliver indirekte også grunden til, at Tonny igen får et godt forhold til sine børn…