Vredens dag holder 200 % i dag 58 år efter dens i øvrigt lunkne modtagelse ved premieren. Den danske befolkning under besættelsen var simpelthen ikke gearet til at se en intens, tungsindig, multi-lagret tragedie om heksebrændinger, overtro og syndefald i det Herrens år 1623.
Det er fortællingen om den unge Anne (Lisbeth Movin), som er gift med den væsentligt ældre pastor Absalon Pederssøn (Thorkild Roose), der mere eller mindre har presset Anne til giftermål mod at lade hendes mor slippe for en skæbne på bålet. Anne terroriseres af Absalons dominerende mor, der ubetinget er den værste svigermor, jeg nogensinde har haft den skræk at opleve! Værre bliver alting, da Absalon skal føre rettergang mod heksen Herlofs Marte, som har en slem klemme på pastoren. Samtidig dukker Martin (Preben Lerdorff Rye), Absalons voksne søn af tidligere ægteskab, op på arenaen og sætter gang i drifterne hos sin stedmor. Alting bliver om muligt endnu mere kompliceret hen ad den bumlede vej, og som tilskuer sidder man anspændt og fastholdt som i en af den tids væmmelige torturredskaber under hele turen mod en slutning, der er så tragisk, chokerende og alligevel uundgåelig, at den næsten ikke er til at bære. Det er godt, det her! Konstant oser filmen af atmosfære, og der hænger en mørk, tung, dødsagtig skygge over hele affæren, der står i skærende kontrast til Annes smukke, “uskyldige” ydre. Men ingen er helt uden skyld i dette persongalleri, og ondskaben lurer i hver krog af sindet. Dette er Dreyer, når han er mest led! Ikke desto mindre er Vredens Dag et mesterværk, der ingenlunde er blegnet det fjerneste med årene.
Vredens dag
Billedkilde: www.laserdisken.dk
