Birgitte Frigast var som helt ung i Paris for at studere fransk og startede siden på en uddannelse som lægesekretær samtidig med at hun ernærede sig som bartender på en natklub. I 1969 droppede hun lægesekretæruddannelsen og begyndte en karriere som model. Hun blev en af Danmarks mest benyttede fotomodeller og var bl.a. forsideansigt på Alt for Damerne og Eva. Samtidig blev hun udnævnt til et nyt dansk filmhåb, da hun medvirkede i filmen “Desertøren”. Men efterhånden optog billedkunsten hende mere og mere. Hun underviste i billedvævning og havde i et par år jobs som regissør på TV-Avisen, lavede teater-scenografi og blev stylist. I 1987 slog hun sig på at designe originale og eksklusive nisser. Hun allierede sig med en fabrik i Kina, men da fabrikken i 2005 fik nye ejere og ikke kunne leve op til hendes kvalitetskrav etablerede hun sin egen fabrik i Kina, hvor nisser nu fremstilles og sælges over hele verden. Udover kontor og lager i Frederikssund har hun åbnet en butik i Tisvilde. Birgitte Frigast har også skrevet en række små børnebøger, hvor hendes nisser indgår og har desuden lavet en specialudgave af H.C. Andersens eventyr i 12 så pixi-bøger.