Børge Krogh, bokser og skoleinspektør, vandt som amatørbokser 198 af sine 220 kampe og i 1964 blev han professionel. I 1966 vandt han EM i letvægt med pointsejr over Maurice Tavant (f. 1936) fra Frankrig. Året efter mistede han imidlertid titlen til spanieren Pedro Carasco (f. 1943), som vandt på knockout i ottende omgang. Børge Krogh, der blev kaldt bokseprofessoren – bl.a. på grund af sit intellekt og læreruddannelse – var en eminent tekniker, men opnåede aldrig bred popularitet. I kraft af sine pædagogiske evner blev han en værdifuld boksetræner både for amatører og professionelle.