Carl Frederik Ferdinand Bauder var filmproducent i den vanskelige overgangsperiode mellem stumfilm og talefilm. Han begyndte som vekselerer i 1907 og skabte sig tidligt i 20erne et navn som børshandler. I 1920erne blev han interesseret i film, erhvervede i 1924 aktierne i Kino Palæet og opkøbte i 1926 aktiemajoriteten i Palads Teatret og Nordisk Films Kompagni. Hermed var han reelt leder af selskabet, en position, han bevarede til sin død. I 1926 var Nordisk Films Kompagni for nedadgående og måtte likvidere i 1929. Men endnu samme år købte Carl Bauder patentet på Petersen og Poulsens støjfri tonefilmsystem. Med dette patent rekonstruerede han filmselskabet allerede i 1929. I maj 1931 udsendte Nordisk Films Kompagni Danmarks første spillefilm med lyd “Præsten i Vejlby”. Med denne film og en række andre film de følgende år lykkedes det Carl Bauder at genskabe Nordisk Films Kompagni som det førende danske filmselskab. Carl Bauder havde sit private domicil på godset Trolleborg i Søllerød med en 40 tønder land stor park, der tjente som location for mangen Nordisk Film-produktioner.