Carl Nielsen, der er thybo og født på Dragsbæk Margarinefabrik, blev oprindelig uddannet som boghandler i Thisted. Siden blev han uddannet på Privatteatrenes Elevskole 1959 og debuterede som parodist i Rottefælderevyen “Festival i Fælden” i 1962. Han fortsatte efter den egentlige sæson med en mini-revy sammen med skuespillerinden Lilly Tvedsborg. Men allerede i 1953 gav han parodier af blandt andre skuespillerne Poul Reumert og Johannes Meyer ved indvielsen af Fjerritslev-Hallen og var blandt de fire, der blev udvalgt af 80 kandidater til at optræde i “Gøglervognen”, en direkte radioudsendelse med Svend Pedersen som vært. Han er én af Danmarks få professionelle parodister og blev kendt blandt radiolyttere, da han i Søndags-Journalen gav prøver på sin kunnen som parodist. Det gik bl.a. ud over en lang række kendte politikere som J.O. Krag, Per Hækkerup, Bernhard Baunsgaard, Mogens Glistrup, Knud Jespersen og Hilmar Baunsgaard og ikke mindst Aksel Larsen. Hver søndag sluttede udsendelsen med, at Carl Nielsen sagde som SF-folketingsmand Aksel Larsen : “Ja, je’ gi’r ikk’ fem fla’e ører for Søndags-Journalen”. Han har medvirket i adskillige sommerrevyer og i syv film. I det vestjyske er Carl Nielsen kendt for revyerne Vester Vov Vov i Søndervig i 1975, 1976, 1977 og 1978 og for sommerrevyerne på Møllekroen i Hurup i 1979-85. Nogle af revyerne blev spillet om efteråret på Strandkroen i Søndervig og Hotel Fjordgården i Ringkøbing. Han havde filmdebut i 1958 i “Lyssky transport gennem Danmark” og havde mindre karakterroller i mange danske film. Også den folkekære TV-serie Matador havde en rolle til Carl Nielsen. Han spillede konduktør i toget, der skulle bringe Laura og Maude til hovedstaden for at få belønningsmedaljen for trofast tyende. Siden har han optrådt som solist i foreninger, til firmafester og lignende bl.a. med “Ta 25 parodier og betal for én”. Desuden har han medvirket i reklamefilm.