Christina Brix Christensen, spillede hovedrollen som Rosa i filmen “En loppe kan også gø” fra 1996. Som manuskriptforfatter ønskede Erik Clausen til rollen at finde en pige der – lige som i filmen – havde benprotese – og henvendte sig til bandagister med henblik på at finde pigen i den rette aldersgruppe. Christina Brix Christensen blev derfor kontaktet af sin bandagist og var sammen med en del andre til casting inden hun blev valgt til rollen. Filmoptagelserne foregik bl.a. i Løgstør og i Gug udenfor Aalborg, hvor man som lokation brugte hendes egen folkeskole Gug skole. Hun havde også her sunget i kor – og i filmen brugte man i det hele taget en del fra hendes eget liv. Desuden var der optagelser i Århus og på Nordisk Film i Valby. Christina Brix Christensen har siden december 2012 arbejdet som arbejdspsykolog ved Roskilde kommune.