Elsa Sigfúss var datter af den islandske musiklærer, komponist og dirigent, domorganist Sigfús Einarsson og hustru, pianistinde Valborg Hellemann. Hun kom som 18-årig til København og blev uddannet på Det kgl. Musikkonservatorium 1932 hos koncertsangerinden Dora Sigurdson. Hun studerede cello og sang i årene 1928-31 og fik efter endt uddannelse et legat, på hvilket hun studerede videre i Dresden og i England. Elsa Sigfúss gav sin debutkoncert i København i 1934. Gennem radio og pladeindspilninger nåede hun et stort publikum i de nordiske lande og var gennem næsten 30 år en populær sangerinde inden for kirke- og underholdningsmusik. I 1937 lancerede hun “Lad tonerne fortælle” og i filmen “Lejlighed til leje” synger hun “Mød mig i en stemningsmelodi”. I 1943 vakte det opsigt, da Elsa Sigfúss blev nægtet optræden i en kirke, fordi hun samtidig sang på varieté. Kort efter medvirkede hun ved en koncert i domkirken. Efter befrielsen rejste sangerinden til Island, hvor hun gav 16 koncerter – efter den første måtte hun give 12 ekstranumre, og en begejstret gartner opkaldte en blomst efter hende. Ved et fald på Island i 1947 kom hun til skade, og det varede et år, før hun atter stod på scenen. I Bayern udførte hun alt-partiet i Händels “Messias” og i begyndelsen af 1950erne spillede hun Prins Orlovskys rolle i “Flagermusen” på Nationalteatret i Reykjavik. Et par år efter fik hun kontorjob på Militærhospitalet på Tagensvej. Elsa Sigfúss modtog B.T.’s gyldne spore som en fortjent anerkendelse af hendes evner og i 1956 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat.