Erik Aage Aaes var søn af styrmand Einar Aaes og Kirsten Marie Jensen. Han gik på Marinens elevskole 1914-18 og blev elev hos teatermaleren Axel Bruun på Folketeatret og Nordisk Film samtidig med at han gik på Teknisk Skoles tegne- og malerskole. Han blev assistent hos Svend Gade i Berlin 1920-22 og gjorde studier i Kunstgewerbe Museet i Berlin. Endvidere var han 1 år på malerskole i Paris. Han debuterede som teatermaler på Königgrätzer Theater i Berlin. Erik Aaes havde i slutningen af 1920erne opgaver soom teatermaler og arkitekt inden for fransk stumfilm. Fra 1933 var han teatermaler og filmarkitekt i København og fik senere også opgaver ved fjernsynsarbejde. Erik Aaes blev gift den 3. januar 1927 på Københavns Rådhus med den engelske danserinde Sarah Gertrude Hickey (f. 08-06-1906). Siden blev han i et andet ægteskab gift den 4. juni 1943 på Gentofte Rådhus med sekretær Carin Eugenie Pfeil (08-10-1919 – 01-02-1994)