Erik Clausen, der er søn af mekaniker Otto Robert Karlo Clausen (f. 04-11-1915) og hustru fabriksarbejderske Lilly Carla Clausen, født Knudsen (30-03-1915 – 03-06-2006) voksede op i Københavns sydhavnskvarter og blev oprindelig uddannet som maler. Han startede i 1969 sammen med Leif Sylvester Petersen at arrangere omrejsende maleriudstillinger som udviklede sig til et populært gadecirkus under navnet “Clausen & Petersen”. Begge medvirkede fra 1973 i Røde Mors Rockcirkus med højdepunkt i forestillingen “Betonhjertet – Billeder af Ib Sylvesters Liv”. I 1977 udgav Clausen & Petersen LP’en “Store Sonja” og året efter “I storbyens favn”, hvor Eva Madsen synger deres mest kendte sang “Mormors kolonihavehus”. Erik Clausen optrådte i 1982 i “Lørdagskanalen” på TV og havde året efter sit eget show “Clausens garage”. I 1985 tog han sammen med Kim Larsen og Leif Sylvester Petersen på sommerturné i cirkustelt med showet “Cirkus Himmelblå” og han medvirkede i Kim Larsen-musicalen “Kielgasten” på Privat Teatret i 1989. I 1990erne dannede han i en række programmer på TV par med sangeren Niels Hausgaard. Erik Clausen er først og fremmest kendt som filminstruktør og idemager. Han står bag film som “Cirkus Casablanca”, “Rocking Silver”, “Manden i månen” og “Rami og Julie”. Han spillede selv hovedrollen i “Midt om natten” og i 1994 stod han bag filmatiseringen af “Min fynske barndom”. Udover at lave film og musik er Erik Clausen også billedkunstner og pottemager. Han blev i 1966 gift på Københavns Rådhus med Pernille Clausen, f. Koefoed.