Fritz Georg Hans Ruzcicka, impressario, kom fra Wien, hvor han havde bedrevet journalistik og forsøgt sig som skuespiller i en række østrigske og tyske film før 2. verdenskrig. Han er uddannet på Reinhardt-seminar i Wien 1928-1930. Under besættelsen var han i Oslo og efter krigen kom han til Danmark og blev gift med kabaretkunstneren Kate Rosén med hvem han i 1954 åbnede cabaret Mon Coeur, der i en årrække bragte god visekunst til landet. Sideløbende og efterhånden udelukkende havde parret impresariovirksomhed med kendte kunstnere i deres stald. Fritz Ruzicka var talentspejder og entertainer, der havde evnen til at føre ukendte navne frem – ofte til en anseelig karriere. Han var således bl.a. manager for societyparret Nina og Frederik, Vivi Bak og Ingela Brander. I 1966 og 1967 lavede han public relation på film fra Merry Filmproduktion og Novaris Film. Fritz Ruzicka var i sit første ægteskab gift med Doris Mariane Füring. Parret blev skilt i 1951 og han giftede sig igen den 22. maj 1951 på Frederiksberg Rådhus med kabaretsangerinden Kate Rosen. I et senere ægteskab blev han den 25. oktober 1968 gift på Frederiksberg Rådhus med mannequinen Birgitte Heiberg Kaas.