Georg Jensen, der var søn af fabrikant Harry Kai Georg Jensen og hustru Ingeborg Margrethe Jensen, tog realeksamen på Bagsværd Kostskole og kom derefter i lære som radiomekaniker i Virum. Imidlertid sprang han fra lærepladsen for i stedet at blive toneassistent på Minerva Film. I forbindelse med nogle opgaver som skulle udføres på Saga Studio i Charlottenlund mødte han Poul Bang, som han en tid hyggede sig med – uden at han vidste det i virkeligheden var filmselskabets direktør. Det kom derfor lidt som et chok for ham, da Poul Bang tilbød ham ansættelse som toneassistent på Saga Studio. Et par år efter var han blevet tonemester og i de følgende ca. 15 år var han med til at lave ikke mindre end 41 spillefilm. I 1966 startede han som selvstændig med firmaet Georg Jensen Electronics, der fremstillede apparater til synkronisering af lyd og billede, hvilken virksomhed han drev næsten til sin død i 2003. Georg Jensen blev den 2. april 1955 gift i Messiaskirken med sygeplejerske Lise Bang (f. 15-06-1931), som er datter af filmdirektøren Poul Bang.