Hanne Juhl, siden Rasmussen, var datter af bankbogholder Sigurd Juhl og hustru Ella Emilie Christine Christiansen. Hun var eet af balletbørnene fra Det kgl. Teaters balletskole og var med i flere balletter og også i stykker som f.eks. “Der var engang”. I 1946 øvede hun hos balletmester Harald Lander en lille ballet “Rebild”, hvor hun og Erik Petersen skulle forestille to kærestefolk, der bliver uvenner. Hun dansede også både i Aarhus og Odense. I sommeren 1946 spillede hun med i filmen “Ditte Menneskebarn”. Hun forlod Det Kongelige Teater med udgangen af maj måned 1954 og blev siden lægesekretær. Hanne Juhl blev den 23. juli 1960 gift i København med læge Ole Gowertz Rasmussen (f. 15-12-1933).