Hans Engell, der er søn af isenkræmmer Knud Engell Andersen (død 1982) og hustru Lilli Bagge (død 1984), tog studentereksamen fra Sorø Akademi i 1967 og blev uddannet som journalist. Han lærte faget efter den gamle mesterlære på Berlingske Aftenavis og Berlingske Tidende i 1968-71 med ophold på Journalisthøjskolen i Århus midt i perioden. Han fortsatte efter at være udlært på Berlingske Tidende og kom via bladets folketingsredaktion over i den konservative pressetjeneste som leder af De Konservatives Informations- og Pressetjeneste i Folketinget i 1978. Han blev valgt som folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti første gang i 1984. I perioden 1982 til 1987 var han forsvarsminister og siden justitsminister i perioden 1989-93. Han var derefter partiformand i årene 1993 til 1997. En af de ting, Hans Engell er mest kendt for, er hans afsked med dansk politik – som skete efter at han havde kørt beruset ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen. Men han har også medvirket i en enkelt film – ”Den attende” – hvor han spillede sig selv! I 2000 blev han chefredaktør for Ekstra-Bladet, som han varetog frem til 2007 sideløbende med at han var politisk kommentator. I 2008 udkom bogen “Farvel til Slotsholmen” med personlige erindringer fra hans mange år i dansk politik. Hans Engell blev den 19. marts 2005 gift med sekretariatsleder Pernille Kongsø (11-06-1956).