Holger Blom, modeskaber, var fabrikantsøn fra Skanderborg og blev student fra Odense Katedralskole. I 1925 kom han til København for at studere på Universitetet med henblik på at blive cand.mag. i latin og tysk. Nærmest for sjov begyndte han at sy til kvindelige bekendte, og der gik ikke lang tid før han var så grebet af dette arbejde at han lagde bøgerne på hylden. Han syede tøj til en udvalgt kundekreds, der bl.a. talte medlemmer af kongehuset, de største skuespillerinder og andre kendte kvinder. Han syede bl.a. dronning Anne-Marie’s brudekjole samt de fleste af de kongelige danske damers rober til brylluppet i domkirken i Athen. Gennem mange år var han også skaber af kostumer til teatrene og filmen. Han drev sin store virksomhed fra et atelier i København, hvor han beskæftigede en skare af fagets bedste folk.