Lars Ingvar Hirdwall (Hirdvall), svensk skuespiller, voksede op i et arbejderhjem i Norra Ängby. Efter skolen blev han uddannet som elektriker og arbejdede som sådan i seks år. Han gik på “Hampe” Faustmans teaterskole, Stockholms Teaterskola inden han i 1957 kom ind på Göteborgs Stadsteaters elevskole, hvor han efter uddannelsen blev engageret og var ansat 1960-1979. Han debuterede i “Rötter” og den første rolle, hvor han særligt blev bemærket var i “Resan” (1962). Han vendte efter Göteborg tiden tilbage til Stockholm og efter en kort tid på Dramaten kom han til Stockholms Stadsteater. Som medlem af Stockholms Stadsteaters ensemble blev han een af Sveriges store karakterskuespillere og han blev prisbelønnet for rollen som Big Daddy i “Katt på hett plåttak” i 2003. Ingvar Hirdwall har på Dramaten bl.a. spillet Hjalmar Ekdal i “Vildanden” i 2000 og Gepetto i “Pinocchio” i 2001. Han har haft adskillige film- og tv-roller, bl.a. i “Dom unga örnarna (1982), “Midvinterduell” (1983) “Kunglig toalette” (1986) og “Kejsarn av Portugallien” (1992). For den sidstnævnte rolle kåredes han som årets tv-skuespiller i en afstemning i avisen Expressen. Desuden har han bl.a. medvirket som Egon i serien “Tre kärlekar” (1989 og 1991) og han opnåede i senere år en nærmest kult-status for sin rolle i den lange krimiserie af “Beck”-film. I 1979 modtog han Teaterförbundets De Wahl-stipendium, 1981 fik han Guldbagge for sin rolle i “Barnens ö” og 1993 blev han tildelt Svenska Dagbladets Thaliapris. I 2000 fik han Teaterförbundets Gösta Ekman-stipendium og i 2003 Guldbagge for sin birolle i filmen “Om jag vänder mig om”. Han var tidigere gift med skuespillerinden Margita Ahlin og senere med skuespillerinden Marika Lindström og er far til skuespilleren Jacob Hirdwall.