Jan Lehmann startede sin karriere i Nordisk Film i 1970 med et sommerferiejob som produktionsassistent på filmen “Rend mig i Revolutionen”. Den næste produktion, Jan Lehmann var med på, var “Olsen Banden i Jylland”. Han stod blandt andet for at vække filmholdet og skuespillerne meget tidligt om morgenen og hente skuespilleren Poul Bundgaard, som hver nat blev fløjet i privatfly ind fra København, hvor han spillede i Cirkusrevyen på Bakken om aftenen. Siden da har han arbejdet sig op i organisationen. Han fik tilbud om at blive pressechef for Nordisk Film og er siden blevet inden for denne gren af filmbranchen, først som PR-chef, siden marketingchef og dernæst som chef for filmdistributionen.