Johannes Peter Eskild Andresen var elev på Det kgl. Teaters elevskole 1911-13 og debuterede på Dagmarteatret i 1913. Han virkede i nogle år både her og på Folketeatret, Casino, Nørrebro og Sønderbro Teater, men fra omkring 1920 turnérede han udelukkende i provinsen og havde engagementer ved Helsengreen, Thorvald Larsen, Otto Jacobsen, Svend Wedel, Gerda Christophersen, Axel Illum, Svend Aggerholm og til sidst Odense Teater i sæsonen 1936-37. Han havde sin sidste optræden i en mindre rolle i “I brændingen” på Betty Nansen Teatret i 1937. Johannes Andresen blev den 13. december 1924 gift på Københavns Rådhus med skuespillerinden Agnes Phister-Andresen.