Kaj Engholm (Johan Peter Kai Harald Engholm), tegner, var søn af assistent i Magistraten Johan Peter Engholm og hustru skuespillerinden Hansine Kristine Hjorth. Efter skolegang på Borgerdydskolen kom han på Købmandsskolen og begyndte i 1926 at illustrere Dagens Vers i dagbladet København. I 1929 studerede han ved Reimanns tegneskole i Berlin og etablerede studierejse til Paris i 1932. Da den danske tegneserietegner Carl Røgind døde i 1933, overtog Kaj Engholm dennes årshæfte med filmkomikerne Fyrtårnet og Bivognen, som han arbejdede på frem til hæftet lukkede så sent som i 1968. Han var i 30’erne og 40’erne mest brugt som reklame- og plakattegner og i en periode arbejdede han med dekorationer for f.eks. Helsingør revyen 1954. Det er dog hans tegneserier som han blev mest kendt for, f.eks. Frede Fedthas, Koen Rosa og den kendte familie “Far til fire”. Kaj Engholm og Olav Hast lancerede i 1948 “Far til fire” i Politiken. Olav Hast var tekstforfatter til de flest af “Far til fire” striberne. Omkring 1970 orkede Olav Hast ikke at finde på mere til “Far til fire” serien, han bad sig fri og afskrev alle rettighederne til Kaj Engholm. Derefter fortsatte serien med til tider vekslende tekstforfattere. Senere fik Kaj Engholm et samarbejde med Erik Dibbern. Kej Engholm blev den 9. december 1930 gift i Frederiksberg Kirke med korrespondent Astrid Gerda Hansen (07-10-1900).