Lars Kaalund (Hansen) er søn af mag.scient Niels Christian Hansen (død 1990) og hustru laborant Birgitte Kaalund. Han er oprindelig uddannet som blikkenslager. Han var skuespiller hos Dr. Dante i Allerød 1985-87, debuterede som skuespiller i 1985 i “Amors ark” og stiftede i 1987 teatret Mungo Park. Derefter blev han uddannet på Statens Teaterskole 1988-1992. Han var kunstnerisk leder af Teatret Mungo Park 1992-1998 og afløste i 1998 Morten Grunwald som teaterchef for Østre Gasværk Teater, som han var leder af indtil 2007. Huskes bl.a. for sin medvirken i Lone Scherfigs børnefilm “Når mor kommer hjem” (1998),”Den eneste ene” (1999) og “Italiensk for begyndere” (2000) og for en birolle i tv-føljetonen “Krøniken”. Han har skrevet og instrueret flere teaterforestillinger og tv-film. Lars Kaalund har dannet par med skuespillerinden Trine Dyrholm og med skuespillerinden Iben Hjejle.