Laura Drasbæk er uddannet fra Skuespillerskolen ved Århus Teater 2001, men debuterede allerede i 1990 i filmen “Lad isbjørnene danse”. Udover sit arbejde som skuespiller har hun skrevet børnebøgerne “Gersemi og de nordiske guder” (2005) og “Alma med dragehjertet” (2006). Laura Drasbæk arbejder sideløbende som sælger i Ib Spang Olsens Galleri ved Kongens Have i København. Hun har tidligere dannet par med kollegaen Gerard C. Bidstrup og blev siden i al hemmelighed gift i slutningen af 2008 med musikeren Kaspar Eistrup, der er forsanger i bandet Kashmir. Ægteskabet varede knapt et år, hvorefter de besluttede at gå hver til sit. Laura Drasbæk dannede i seks år par med Lasse Spang Olsen, men forholdet ophørte i 2019. Hun deltog i 2010 i tv-konkurrencen “Vild med dans”, hvor hun sammen med Silas Holst fik en flot andenplads.