Leon Vernegren Seibæk var toneassistent på Teknisk Film Co. 1956 og derefter hos Arnø Studio indtil 1960. Fra 1961 var han ansat hos Saga Studio og ved samarbejdet Saga-Palladium som chef for lydafdelingen. I 1970 blev han ansat ved Danmarks Radio i den såkaldte dubbing-afdeling, der tog sig af lydarbejdet efter at programindslagene var klippet. I 1975 flyttede afdelingen til Gladsaxe Møllevej og som led i en sammenlægning af afdelingerne for filmklip og dubbing blev han uddannet til at beherske både billed- og lydside. I 1994 fik han en aftrædelsesordning fra Danmarks Radio, men havde senere endnu en opgave som klipper på Ole Roos’ dokumentarfilm “Rendez-Vous” om den store franske skuespiller Michel Simon.