Lone Rener dansede fra lille ballet hos Estrid Schrøder, som var gift med kapelmester i Aalborg Byorkester Jens Schrøder. Efter sin realeksamen blev hun ansat som boghandlerelev i I.C. Lauritzens Boghandel på Østeraagade i Aalborg. Da Bjarne Forchhammer manglede nogle dansepiger på Aalborg Teater kom hun med som geisha-pige i “Det lille thehus” og fik bagefter roller som en af de uartige piger i drømmeballetten “Oklahoma” og som stum Columbine i “Den kåde Donna” på den Lille Scene i Aalborghallen. Hun dansede også i HK-revyens ballet. Som 17-årig fik hun filmrollen som bruden Marie i Morten Korch-filmen “Vagabonderne på Bakkegården”.