Michael Bo Clasen tog nysproglig studentereksamen fra Bagsværd Gymnasium i 1969 og blev lærer fra København Dag- og Aftenseminarium i 1973. I årene 1973-83 var han lærer på Vipperød Skole, hvor han tillige var skolebibliotekar fra 1976. I nogle år levede han af at optræde som skuespiller. Han medvirkede bl.a. 1983-84 i stykkerne “Hekseskræk” og “Bare en enkelt” på Teatergruppen Skifteholdet og 1984-86 i “Af mudder er du kommet” og “Frøken Flegmands overskæg” på Holbæk Egnsteater. Derudover var han i 1983 skuespiller i MenyRevy på kroen Aulbjerghus ved Gelsted på Fyn og i de følgende to år i Skuldelev Revy på Skuldelev Kro. Michael Clasen er forfatter til flere teaterstykker og har skrevet ungdomsromanen “Blodhævn”, der udkom i 1989. Desuden har han skrevet revytekster til flere professionelle revyer, bl.a. Randers, Skuldelev og Tivoli. Senere havde han i årene 1984-91 forskellige ansættelser som dramapædagogisk underviser og konsulent ved folke-, efter- og gymnasieskoler samt på Holbæk Seminarium. I årene fra 1986 til 1987 medvirkede han på TV i Annette Pilmars DR-børnefilm “Bullers vækkeur” og havde filmroller i Erik Clausens “Manden i månen” og i “Hodja fra Pjort”. I den endelige version af af den sidstnævnte film var de fleste af de scener som han medvirkede i dog klippet fra. I årene fra 1987 til 1990 var han lærer ved Bjergmarkskolen i Holbæk kommune og fra 1990 til 1992 faglærer ved AMU Center Vig i Odsherred. Michael Clasen havde fra 1990 til 1995 iscenesættelsesopgaver – og var dybt engageret i tre lokale historiske egnsspil, som arrangeredes af Vipperød Musik- og Teaterforening. Siden 1992 havde han forskellige jobs bl.a. ved Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk og lærerstillinger ved henholdsvis Ugerløse Skole og Nr. Jernløse skole indtil han på grund af sygdom måtte gå på invalidepension i 2001.