Mikkel Boe Følsgaard, der er født på Bornholm, voksede op i Gilleleje som søn af Boe Følsgaard og Anette Følsgaard. Allerede som 10-årig blev han castet til en rolle i DR tv-serien “Bryggeren”. Han blev student fra Helsinge Gymnasium i 2003. I et års tid gik han på lærerseminariet inden han i årene 2008-12 blev uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole. Mikkel Boe Følsgaard fik sit store gennembrud i Nicolaj Arcel’s Oscar-nominerede film “En kongelig affære”. I 2013 blev han belønnet med Bodil-prisen for sin præstation som den psykisk ustabile Kong Christian VII. Desuden modtog han Sølvbjørnen på filmfestivalen i Berlin. Efter sin afgangseksamen fra Teaterskolen spillede han i flere sæsoner rollen som lillebroderen Emil i tv-serien “Arvingerne”, ligesom han har medvirket i flere film, bl.a. “Den bedste mand” i 2017. Mikkel Boe Følsgaard er kæreste med Freja Friis, der er sociolog.