Manuskriptforfatter, producer. Født 24/4 1988 i Teheran, Iran.
Milad Avaz kom til Danmark som fireårig. Han spillefilmdebuterede som manuskriptforfatter og producer med ‘Mens vi lever’ (2017), der er instrueret af hans storebror Mehdi Avaz og produceret af Misam Avaz. Samarbejdet mellem brødrene fortsætter med ‘Kollision’ (2019). Han både instruerede, skrev og producerede kortfilmen ‘Et lift’, der vandt hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards i 2016.
Avaz stiftede produktionsselskabet Rocket Road Pictures sammen med sine brødre Mehdi og Misam Avaz.