Morten Bruus (Pedersen), filmfotograf, er søn af sceneinstruktør Carlo M. Pedersen og hustru Grethe Thrane. I en periode studerede han filmvidenskab ved Københavns Universitet, men sprang fra den akademiske karriere i 1969, da han fik chancen for et job som fotoassistent i det nu hedengangne Laterna Film. Siden har han boltret sig i det danske filmlandskab først som fotografassistent 1970-80 og siden som fotograf på mangfoldige produktioner inden for både dokumentar- og spillefilm. Hans første dokumentarfilm handlede om Odin Teatret og debuten som spillefilmsfotograf faldt i 1981, da han stod bag kameraet i Erik Clausen’s film “Cirkus Casablanca”. Han var siden fotograf på en hel stribe Clausen-film, bl.a. “Mig og Mama Mia” – men i slutningen af 1980erne forlod han spillefilmgenren og producerede en lang række prisvindende kort- og dokumentarfilm fra hele verden. I midten af 1990erne vendte Morten Bruus markant tilbage til spillefilm som fotograf på Bo Widerberg’s sidste værk – den Oscar-nominerede film “Lærerinden”. Han var sparringspartner som fotograf på den dramadebuterende Rhea Leman’s DR-serie “Hjerteflimmer” i 1998. Morten Bruus har bl.a. lavet en portrætfilm om den svenske instruktør Jan Troell “Troells troldspejl” (2008). I kompagniskab med den engelsk-amerikanske forfatter John Fuegi stod han for optagelser til en portrætfilm om den tysk-hollandske maler Maria Sibylla Merian, hvis værker bl.a. kan beskues på Rosenborg. Morten Bruus modtog Robert-prisen 1987 og pris ved Sitges International Filmfestival 1987 for filmen “Manden i månen”. Desuden fik han i 1993 TV-Oscar for dokumentarfilmen “Røde Ruth”. Han blev den 20. juni 1997 gift med forfatteren og journalisten Hanne-Vibeke Holst (21-02-1959), som han mødte under optagelserne til rejsedokumentar-serien “Fra Swinovjscie til Odessa”.