Per Grubbe, der var søn af apoteker Sven Mogens Grubbe og som var fra Ferritslev mellem Odense og Nyborg, tog sine første billeder som elev hos fotograf Nørmark i Odense. Siden slog han sig ned i København og nærmeste omegn, hvor Nordisk Films studier i Valby blev hans arbejdsplads i en lang årrække. Hans speciale var still-fotografiet kendt fra aviser og biografernes udhængsskabe. Han var bl.a. med på holdet bag filmene “Tine”, “Paradis retur”, “Halløj i himmelsengen”, “Landmandsliv”, “Mor bag rattet” og “Sommer i Tyrol”. Da Per Grubbe forlod Nordisk Film etablerede han sig som freelancer først i Virum, siden i Hornsherred og sidst på Østerbro i København. En overgang var Per Grubbe tillige redaktør af Politikens omegnsavis Det grønne område og et engageret medlem af Rotary. Han blev gift den 16. maj 1964 med Annelise Hoelgaard.