Poul Henrik Hansen, kaldet “Store Poul”, var søn af fotograf Julius Hansen. Under krigen var han i Den Danske Brigade i Sverige og sejlede indtil 1954 som hovmester. De første filmstrimler blev optaget med “Kista Dan” ved Grønland og med “Mexico Reefer” i Sydamerika. Han var derefter fra 14. juli 1955 filmfotograf hos Minerva-Film i 4 1/2 år og i en kort periode produktionsleder hos Laterna Film. Den 1. maj 1960 blev han ansat ved Danmarks Radio, hvor han siden var ansat igennem 37 år. Han fotograferede utallige tv-programmer især børne- og ungdomsprogrammer, bl.a. “Bamse”. Arbejdet som filmfotograf førte også til talrige rejser og førte ham rundt i 55 lande, bl.a. Japan og Island, ligesom han havde en lang udstationering i USA for TV-Avisen. Som 70-årig skiftede han sin faste tilknytning til Danmarks Radio ud med en tilværelse som free lance fotograf. Poul H. Hansen blev den 26. marts 1949 gift med Lizzie Johansen.