Poul Vilhelm Wiedemann, kgl. kammersanger og sceneinstruktør, der var søn af grosserer J. Wiedemann (død 1926) og hustru Anna Jørgensen (død 1920), blev student i 1908 og uddannet ved Det kgl. Musikkonservatorium 1908-11. Derefter fulgte studier i Paris og London. Han debuterede i 1915 på Det kgl. Teater og spillede igennem et halvt århundrede et overdådigt register af skikkelser indenfor alle teatrets kunstarter. Han blev kgl. kammersanger i 1931. I balletten f.eks. Bjørn i “Valkyrien” eller Kaptajnen i “Fjernt fra Danmark” – som skuespiller bl.a. titelrollen i Holbergs “Jean de France” eller Kongen i “Hamlet” som operasanger. Ved sit 50-års jubilæum spillede han for 130. gang dr. Høyer i Hakon Børresens enakter “Den kongelige gæst” – et parti han havde haft siden uropførelsen i 1919. Han var lærer ved Det Kongelige Teaters elevskole. Desuden var han bestyrelsesmedlem i Solistforeningen af 1921 og medlem af radiorådets programudvalg. Poul Wiedemann blev den 4. juni 1915 gift i København med Johanne Kirstine Christiane (Dit) Kampmann (20-02-1891 – 05-03-1968). Han er far til programredaktør ved Danmarks Radio Ib Wiedemann (08-08-1916)