Ralph Benatzky, operettekomponist og sanger, der var søn af en dirigent, fik en grundig skoling i sit fag ved konservatorierne i Prag og München. Udover opretterne “Sommer i Tyrol”, “En yndig pige”, “Du og jeg” og “Den lille kafé” skrev han tre operaer. Ralph Benatzky havde sin store tid i Max Reinhardts Wien og Berlin og ikke sjældent arbejdede han sammen med Max Hansen, som han besøgte i København i sommeren 1956 i forbindelse med genoptagelsen af “En yndig pige” i Tivoli. Det meste af Midteuropa – og under anden verdenskrig USA – var hans hjem indtil han omsider slog sig ned i Schweiz og levede sine sidste år i Zürich. Ralph Benatzky var gift med Josma Selim (1884 – 1929).