Ruth Hermann, født Trier Mørch, var hele sit liv optaget af samfundsproblemer og i særdeleshed af kvindernes sag. Indtil hun i 1952 blev formand for Danmarks Demokratiske Kvindeforbund var hun aktivt medlem af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Som formand for Danmarks Demokratiske Kvindeforbund gjorde hun som radikal en fremragende indsats i den kolde krigs værste periode. Hun rejste rundt i landet og holdt på sin dybt personlige og engagerede måde foredrag for kvindeforsamlinger om det vitale i at bevare freden altid med udgangspunkt i kvindernes situation. Ruth Hermann var medstifter af Det Lille Teater. Efter teatrets åbning i 1966 var hun bestyrelsesmedlem og senere formand og øvede stor indflydelse på teatrets linje. Hun var gift med overlæge Knud Hermann.