Silas Victor Holst, danser og koreograf, er uddannet som danselærer 2005 fra De Danske Danseskoler og underviser til daglig på Lene Løvendahl’s Dansestudie i Brønshøj. Desuden har han taget uddannelse på Teaterskolen Holberg. Han har danset hele sit liv og er syv gange blevet dansk mester i standarddanse. Silas Holst har som aktiv danser medvirket i adskillige danske musicals ved mange teatre, bl.a. “West Side Story” på Fredericia Teater, “Sommer i Tyrol” og “Mød mig på Cassiopeia” på Nørrebro Teater samt “Chicago”, “The Producers” og “Crazy for you” på Det Ny Teater. I 2010 medvirkede han i en kæmperolle som Eddie i den store Mamma-Mia-musical i Glassalen i Tivoli og i foråret 2014 medvirkede han samme sted i “Grease”. Desuden har han været danser i Cirkusrevyen 2006 og 2007, været revy-koreograf i Nykøbing F.-revyen 2009 og fik i 2014 sin debut som revyskuespiller i Rottefælden i Svendborg. Han var i 2008 med i TV-konkurrencen “Vild med Dans” sammen med sangerinden Szhirley. I de følgende to år fik han i samme konkurrence en flot andenplads sammen med henholdvis fotomodellen Malena Belafonte og skuespillerinden Laura Drasbæk. Silas Holst blev i 2011 vinder af dansekonkurrencen sammen med skiløberen Sophie Fjellvang-Sølling og i 2014 løb han igen med vindertrofæet sammen med dansepartner og tv-vejrværtinde Sara Maria Franch-Mærkedahl. Sammen med skuespilleren Jakob Fauerby vandt han Vild med Dans i 2019. I 2010 deltog han også sammen med Katrine Thisted i det danske Melodi Grand Prix med duetten “Come, Come, Run Away”. I 2017 blev han nomineret til en Reumert for sin rolle i “Saturday Night Fever”. Silas Holst har tidligere i to år dannet privat par med skuespilleren Thure Lindhardt. Fra sommeren 2010 dannede han par med skuespilleren Johannes Nymark og de blev gift den 1. juli 2013 på broen foran The Venetian Casino Hotel i Las Vegas. Efter 7 års samliv gik parret hver til sit i 2017. Fra 2018 er Silas Holst kæreste med realitydeltageren Nicolai Schwartz.