Søren Byder er uddannet på Statens Teaterskole i 1999. Allerede i 1996 medvirkede han i rollen som Mikkel i filmen “Bella, min Bella”. Efter 1999 har han medvirket i et stort antal teaterforestillinger, film og tv-produktioner. I 2000 blev han tilknyttet Det Kongelige Teater, hvor han spillede med i “Kærlighedens kværulanter”. Samme år dukkede han op som Julie Fabers kæreste i TV-serien “Hotellet”. I 2002 medvirkede han i “Pelsjægerne” på Teater Grob og siden har man set ham som Jonas i filmen “Se til venstre, der er en svensker” fra 2003. Samme år fik han tildelt en Emmy for “Best International Drama Series” – (“Nikolaj og Julie”). Søren Byder har i internationale sammenhænge desuden medvirket i den engelske tv-film “May 33rd”. I 2004 blev han engageret som en del af Aarhus Teaters faste ensemble og har siden spillet væsentlige roller i bl.a. “Harun og eventyrhavet”, “Woyzeck” og “Gregersen Sagaen”. I 2007 medvirkede han som Hans Lindemann i et enkelt afsnit af tv-serien “Kriminalkommissær Foyle”. Søren Byder holdt i mere end 10 år sammen med skuespillerinden Anne Sofie Espersen. Efter bruddet tog Søren Byder orlov fra Århus Teater og tog job som stilladsarbejder i to år. Siden har han sammen med Jakob Aagaard etableret konsulentfirmaet Walk to Explore med rådgivning til firmaer og enkeltpersoner. Han er nu kæreste med sygeplejerske Johanne Hansen.