Steini Sveinbjörnsson (egentl. Thorstein Tryggvasan Sveinbjörnsson), der var søn af sekretær Tryggve Sveinbjörnsson og hustru Marie Jensen, blev uddannet som interiørarkitekt fra Skolen for boligindretning i 1946 og var i 3 år ansat som teaterdekoratør og assistent for arkitekten Erik Aaes på filmselskabet Palladium, inden han i 1950 fik fast ansættelse som enearkitekt på Flamingo Film. I 1953 blev han chefarkitekt på ASA og lavede dekorationer til samtlige Far til Fire-film. Han var ansat på ASA indtil 1966, hvor han gik freelance og arbejdede for Flamingo Film, Rialto Film og Nordisk Films Kompagni. Han var gift med Tove Kjærsgaard.